Stort scoop: Ny forretningschef skal tage IPS til næste niveau

Den 1. januar 2020 tiltrådte Mai-Britt Pedersen som forretningschef hos os. Hun kommer senest fra en stilling som udviklingschef hos Hans Knudsen Instituttet og har mange års erfaring inden for social- og beskæftigelsesområdet.

Mai-Britt Pedersen er derfor den helt rette til at udbrede IPS-metoden til gavn for endnu flere mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed i Danmark.



IPS-metoden hjælper seks ud af 10 mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed til et bedre liv med uddannelse og varig beskæftigelse.

”Hos IPSCenter Danmark ønsker vi at udbrede IPS-metoden, sådan at endnu flere mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed opnår bedre livskvalitet gennem uddannelse og job,” siger Lars Olaf Nielsen, indehaver af IPSCenter Danmark, og tilføjer:

”Med Mai-Britt Pedersen ombord bliver det muligt, da hun har kompetencerne til at udbrede og udvikle IPSCenter Danmark på de områder, vi ønsker.”

IPS-metoden flytter mennesker

”Min nye stilling betyder, at jeg kommer til at arbejde rigtig meget med IPS. Det glæder jeg mig til, for jeg tror virkelig på metoden, og på at et arbejdsfællesskab forbedrer tilværelsen for rigtig mange mennesker,” fortæller 47-årige Mai-Britt Pedersen.

Hun er uddannet socialpædagog med videreuddannelse i psykologi og ledelse, og hun har, siden hun færdiggjorde sin grunduddannelse for 16 år siden, brændt for at hjælpe landets mest udsatte borgere.

”Under min uddannelse fik jeg arbejde som vikar på flere forskellige bo- og væresteder. Der fik jeg en dyb interesse for samfundets mest udsatte borgere,” lyder det fra vores nye kollega.

IPS skal udbredes til flere målgrupper

”Det er en klar fordel for os hos IPSCenter Danmark, at Mai-Britt Pedersen allerede har et rigtig godt kendskab til social- og arbejdsmarkedsområdet, målgrupperne og de gældende love,” siger Lars Olaf Nielsen.


Som forretningschef skal hun nemlig samarbejde med ledere i kommunerne, job- og socialcentre, psykiatriske centre, virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at udbrede IPS, så endnu flere mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed kan få gavn af denne særlige og effektive beskæftigelsesindsats.

”Jeg skal også arbejde for, at IPS-metoden udbredes til endnu flere målgrupper. Rigtig meget tyder på, at også handicappede og andre sårbare grupper kan have gavn af IPS. Det glæder jeg mig meget til, for det vil styrke mange menneskers livskvalitet, og også gøre noget godt for landets kommunekasser,” siger Mai-Britt Pedersen.

Når hun ikke er på arbejde, knokler hun stadig for landets udsatte i forskellige foreninger. For eksempel hendes lokale afdeling af Danske Veteraner, hvor hun har været frivillig i en årrække.

På hjemmefronten er vores nye forretningschef mor til tre, og så elsker hun at mountainbike og gå vandreture.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

IPSCenter Danmark

 

Luk