Sofies historie
Fra psykiatrisk patient til medicinfri studerende
“Det var et personligt forløb og jeg følte ikke, at jeg var et nummer i rækken. Efter nogle møder gik det op for mig, at den altså var god nok, hun var der rent faktisk for at støtte mig og i mit tempo. Det betød, at jeg kunne knytte mig til IPS-konsulenten. Tidligere vidste jeg aldrig, hvor længe det varede og om det nu holdt,” fortæller Sofie om sin oplevelse med IPS-forløbet.
“Før mit IPS-forløb hos IPSCenter Danmark var jeg meget præget af angst og usikkerhed, jeg var bange for nye ting, for at møde nye mennesker og tage kontakt til en virksomhed. Bare det at skulle møde min IPS-konsulent, var angstprovokerende.”
Sådan starter 25-årige Sofie sin fortælling om, hvordan hun udviklede sig fra at være indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen borderline til at blive medicinfri og starte på en uddannelse som jordbrugsteknolog.
For at få et klart billede af Sofies udvikling må vi skrue tiden tilbage til halvandet år før, hun begynder i IPS-forløb hos IPSCenter Danmark. Der blev hun nemlig indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik diagnosen borderline. Det blev en lang indlæggelse, hvor hun var inde og ude på skift. Det var med Sofies egne ord “rigtig svært, og jeg var tæt på randen”. Sofie fik efter sin indlæggelse tilbudt et DAT-forløb, Dialektisk Adfærdsterapi, som er et behandlingsforløb i lokalpsykiatrien. Hun deltog i et gruppeforløb på et år, og er tilknyttet en psykolog, som hun har samtaler med en gang om ugen to år efterfølgende.
"Før mit IPS-forløb hos IPSCenter Danmark var jeg meget præget af angst og usikkerhed, jeg var bange for nye ting, for at møde nye mennesker og tage kontakt til en virksomhed. Bare det at skulle møde min IPS-konsulent, var angstprovokerende."
Sofie
Deltager på IPS-forløb
Sagde ja tak til IPS-forløb trods nervøsitet og skepsis
I løbet af gruppeterapien fik Sofie det bedre og bedre. Da den var slut, fik hun via sit jobcenter tilbudt et IPS-forløb.
Sofie fortæller: “Jeg sagde ja, for jeg trængte til, at der skulle ske noget. Jeg havde det ikke godt. Jeg havde angst, var meget træt og havde ikke så meget overskud. Men jeg var ikke helt dernede at ligge, som da jeg var indlagt, jeg var lidt mere klar til at gøre nogle ting. Så selv om jeg havde sagt ja, var jeg nervøs og lidt lukket for forløbet, inden første møde med min IPS-konsulent. Jeg tænkte, ‘hvad skal det nu gøre godt for’, ‘åhhh nej, havde jeg nu sagt ja til at starte i praktik i morgen’, ‘hvad hvis jeg ikke vidste, hvad jeg ville’ og den slags tanker.”
En af årsagerne til Sofies skepsis over for forløbet var, at hun havde haft mange forskellige jobkonsulenter på jobcentret. I IPS-forløbet oplevede hun, at alt gik gennem IPS-konsulenten.
“Det var rigtig rart. Det var et personligt forløb, og jeg følte ikke, at jeg var et nummer i rækken. Efter nogle møder gik det op for mig, at den altså var god nok, hun var der rent faktisk for at støtte mig og i mit tempo. Det betød, at jeg kunne knytte mig til IPS-konsulenten. Tidligere vidste jeg aldrig, hvor længe det varede og om det nu holdt,” fortæller Sofie om sin oplevelse med IPS-forløbet.
Hvad vil jeg være? Vejen til afklaring
Igennem hele sit liv har Sofie gerne villet arbejde med mennesker. Men det er hun blevet frarådet af fagpersoner, fordi hun ville ‘tage det med hjem’. Det var et stort dilemma for hende, for det var det, hun helst ville. Sammen med IPS-konsulent brugte hun de første par møder på at tale om, hvad hun havde erfaring med og at brainstorme over, hvad hun kunne lide at foretage sig. De kom ind på områder som natur, dyr, udeliv og kreativitet, og endte med at finde en praktikplads på en kirkegård, hvor hun kunne hjælpe som graver.
For at komme i praktik skulle Sofie tage bussen. Det var svært, for hun havde angst for offentlig transport. Sofie fortæller: “Jeg valgte at sige ja, men prøvede alligevel at finde på undskyldninger for ikke at starte. IPS-konsulenten og jeg talte om det. Uden på nogen måde at presse mig har hun fået sagt nogle ting, som gjorde, at jeg følte, at det nok skulle gå alligevel. Som fx at vi kunne tage et par dage ad gangen. Jeg tror, hun bevidst valgte ikke at sætte fokus på det. Det var svært i starten, men det blev bedre. Der var kun tre kolleger, og det var rigtig rart og hyggeligt at være i praktik der. Jeg kunne lide det, jeg lavede; at være ude og at der var nogen, der ventede på mig om morgenen. Det var rart at komme i gang. I starten var jeg træt, men jeg kunne hurtigt mærke, at det gav mig overskud og gjorde mig gladere. De 12 ugers praktik blev forlænget til 5 måneder.”
Borderline spillede Sofie et puds
Selv om Sofie var glad for at arbejde på kirkegården, fik hun en følelse af, at hun ikke skulle være gartner alligevel. “Borderline kan betyde, at man nemt skifter holdning,” fortæller Sofie og fortsætter:
“Så vi sadlede om og talte i stedet om butik. Inden jeg blev sygemeldt, var jeg næsten lige startet på et elevforløb i Kvickly for at blive salgsassistent. IPS-konsulenten ville undersøge mulighederne for mig. Jeg startede i praktik i en Matas-butik og var der kun tre gange. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg aldrig nogensinde skal i butik. Jeg gik lige tilbage til det, jeg blev sygemeldt med.”
Sofie fortæller, at hun var rigtig glad for IPS-konsulentens støtte i den situation. “Da jeg ringede til hende efter de første tre vagter, var jeg nervøs for at skulle afbryde min praktik, for hvad ville der så ske? ISP-konsulenten tog det pænt, og spurgte ind til, om jeg var helt sikker på, at jeg ville afslutte praktikken. Hun pressede mig ikke, men afprøvede om jeg ville prøve at blive der lidt længere. Det ville jeg ikke. IPS-konsulenten lyttede til mig og mine behov.”
Tilbage til naturen
“I en periode var jeg lidt ‘lost’, men jo mere vi brainstormede, vendte jeg hele tiden tilbage til natur, udeliv og kreativitet. Jeg læste om uddannelsen som jordbrugsteknolog, og spurgte IPS-konsulenten, om det kunne lade sig gøre at komme ud i en konsulentvirksomhed, hvor man rådgiver landmænd. Min far, som er landmand, kendte et sted, som IPS-konsulenten tog kontakt til – og vi fik et møde, og de ville gerne have mig i praktik. Jeg troede, det primært var praktisk orienteret arbejde, men der viste sig at være meget kontorarbejde. På trods af det, var det meget spændende. Jeg blev faktisk helt hooked på at komme ind på uddannelsen.”
Motiveret til uddannelse
Jeg fandt ud af, at jeg manglede matematik for at komme ind på uddannelsen. Hvis jeg skulle starte det følgende skoleår, kunne jeg ikke nå at få det i min egen by inden uddannelsesstart, så jeg fandt selv et kursus i København, som jeg tilmeldte mig. Sofie bor i Svendborg, så det var et stort skridt for hende at kaste sig ud i. Hun fortæller selv:
“Det ligner slet ikke mig. Jeg var så sikker på, at jeg ville denne uddannelse, og det skulle være nu. Jeg kunne mærke, at der var noget, der var blevet vakt i mig, og jeg var bange for, at hvis jeg ikke gjorde det her nu, ville jeg så falde helt hen? Jeg er ung og har gået sygemeldt hjemme i mange år, og jeg var simpelthen bange for, hvilken vej det ville gå, hvis jeg ikke kom i gang nu (red. Sofie var sygemeldt i ca. 3,5 år).”
Hvorfor gik det så godt med Sofie?
Når man spørger Sofie, hvorfor det er gået så godt, svarer hun selv: “Det skyldes de rigtige personer i mit liv på det rigtige tidspunkt – og så har jeg selv været en fighter. Jeg har heldigvis også den der i mig, der siger ‘jeg vil videre i mit liv, jeg vil gerne ud og kunne noget, som andre på min egen alder kan’.
IPS-konsulenten og jeg var bare et godt match. Hun har været god til at sætte et passende tempo i forløbet – det gik hverken for langsomt eller for hurtigt. Det har også fungeret rigtig godt med IPS-konsulenten og min psykolog. De har undervejs i forløbet spurgt ind til, hvad hinanden har sagt, så de arbejdede i samme retning. IPS-konsulenten satte sig ind i, hvad min behandling gik ud på, og hun spurgte meget ind til, hvor jeg var i min behandling. Fx gik jeg i noget traumeterapi, og der var IPS-konsulenten opmærksom på, at jeg ikke skulle stige i timer.
Jeg blev tilbudt IPS-forløbet hos IPSCenter Danmark på det rigtige tidspunkt. Så den rigtige psykologiske behandling, opbakning fra familie og kæreste og IPS-forløbet var med til at hjælpe mig videre i livet.
IPS-essensen i casen
- Konsulenten skabte en tillidsfuld relation til kandidaten
- Konsulenten havde fra starten fokus på job/uddannelse
- Kandidatens motivation blev understøttet
- Kandidatens ønsker blev fulgt – hele vejen
- Konsulenten arbejdede sammen med psykiatrisk behandler
Efterskrift: Sofie er startet på drømmeuddannelsen, og her 14 dage inde i forløbet kan hun fortælle, at det allerede går rigtig godt.