Min IPS-konsulent troede på mig – og dét gjorde forskellen

Da Sanne startede i sit IPS-forløb havde hun været uden job i 7 år. Og selv om hun altid havde sagt til sig selv, at hun nok skulle komme tilbage på arbejdsmarkedet, var hun for alvor begyndt at tvivle. Læs historien om, hvordan vi med IPS-metoden hjalp Sanne i job.

Den nu 35-årige Sanne lider af bl.a. kronisk stress som følge af en svær opvækst, og i en alder af 25 rev hun nervebanerne over i centralnervesystemet og fik konstateret en kronisk smertelidelse. Dét blev begyndelsen på 7 år i det offentlige system.

Situationen inden IPS

Sanne fortæller selv om sin situation inden IPS-forløbet: ”Jeg var på ressourceydelse og havde givet lidt op. Jeg var deprimeret og havde følelsen af, at jeg ikke kom videre. Det var frustrerende. Jeg har hele tiden sagt, at det ikke skulle stoppe mig, at jeg havde en sygdom. At jeg nok skulle komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Men som tiden gik, fik jeg det værre psykisk. Jeg følte, jeg blev skubbet bagest i køen, og havde søvnløse nætter og spekulationer over, hvad jeg skulle gøre. Jeg stod med en følelse af, at jeg gerne ville bidrage, men fordi diverse arbejdsprøvninger etc. ikke førte til job, begyndte jeg at tænke: ”Er det virkelig rigtigt – kan jeg ikke bidrage?””

”Du skal ud i job nu”

Spurgt til, hvordan hun vil beskrive IPS-forløbet, svarer Sanne prompte: ”Det var jo fantastisk. Efter blot at have snakket med Mitsi, min IPS-konsulent, én gang, sagde hun: ’Ja, men vi skal bare have fundet et job til dig.’”

De gik straks i gang med at lede efter mulige arbejdspladser med kontorarbejde i nærheden af Sannes bopæl. Mitsi spurgte Sanne, om hun selv havde forslag til konkrete steder, hun gerne ville arbejde. Ét af de steder, Sanne havde skrevet på sin liste, havde Mitsi en god kontakt med og fik aftalt et møde.

Et godt Job Match førte til ansættelse

”Det var allerede afgjort, at jeg ikke kan varetage et normalt 37 timers job, så jeg sigtede efter at blive tilkendt fleksjob. Virksomheden sagde med det samme ja til, at jeg kunne starte med en arbejdsprøvning for at finde ud af, hvor mange timer pr. uge jeg kunne arbejde.

Virksomheden var glad for at have mig, og efter nogle måneder blev jeg tilbudt job under forudsætning af, at jeg fik tilkendt fleksjob. Tre måneder senere var jeg til det afgørende møde hos kommunen. Heldigvis fik jeg tilkendt fleksjob, og samme dag tog jeg på arbejde og fortalte de gode nyheder – vi skrev ansættelsespapirerne under allerede den dag.”

Hvad gjorde forskellen?

Hvad var det, der gjorde forskellen for Sanne – hvorfor kom hun i job under IPS-forløbet, når det ikke var lykkedes tidligere? Hun fortæller: ”Det hjalp mig meget at have en konsulent, der arbejdede for det – for mig. Hun var god til at se, hvad jeg havde brug for. Hvilket var at komme ud at arbejde. Hun troede på, at når det var det, jeg gerne ville, så kunne jeg også. Så det, at jeg er enormt stædig, kom på IPS-forløb og fik den rigtige konsulent, gjorde forskellen for mig.”

Jeg havde én, der troede på mig

”Jeg var også glad for, at Mitsi var med til møder hos min sagsbehandler, som gennem hele forløbet samarbejdede 100 % med os. Jeg er meget pessimistisk og var fx nervøs for, om jeg ville blive tilkendt fleksjob. Også i den situation støttede og beroligede Mitsi mig, og det har været rigtigt rart.

Det bedste ved IPS-forløbet var, at jeg havde én, der troede på mig. Én i ryggen, der sagde, ’du kan godt det her, og vi skal nok finde det rigtige for dig’.”

Det kan kun anbefales

”Forløbet hos IPSCenter Danmark har betydet alt for mig. At jeg har fået en identitet igen. Jeg kan vågne op om morgenen og føle, jeg gør en forskel i stedet for at gå hjemme og have det dårligt. Før forløbet kom jeg ikke ud at snakke med folk. Nu taler jeg med mine kolleger til hverdag, og det er jo helt fantastisk, når ens chef, efter jeg har været på ferie, kommer og siger: ’Hold op, hvor har du været savnet. Vi har ikke kunnet klare det uden dig.’ Jeg har en plads nu. Det er det perfekte sted, jeg er kommet hen. Og jeg sover godt om natten. Det kan kun anbefales …” slutter Sanne af med tydeligt smil i stemmen.

Borgeren ønsker at være anonym. Sanne er et opdigtet navn.


IPS-essensen i casen:

  • Konsulenten havde fra starten fokus på job
  • Kandidatens ønsker blev fulgt
  • Kandidatens motivation blev understøttet
  • Konsulenten troede hele tiden på kandidatens mål
  • Konsulenten arbejdede for at nå kandidatens mål
Vil du høre mere om IPSCenter Danmarks IPS-forløb? Ring på tlf. 51 90 56 06 eller send en mail til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

IPSCenter Danmark

 

Luk